I midten af januar, begyndte jeg at få nogle underlige tendenser. Jeg havde kvalme om aftenen, ømhed i maven, og generelt var lidt skidt tilpas. Jeg tænkte ikke over at det kunne være noget, for vi havde beskyttet os som vi plejede. Jeg havde i nogle dage vågnet om natten og været sulten - men heller ikke det tænkte jeg over.
Onsdag d. 23 januar vågnede jeg kl 3 om natten - og var ved at dø af sult, fordi jeg havde brug for sovs og kartofler. I det øjeblik fald 10'øren og jeg indså hvorfor jeg havde været skidt. Jeg gik i seng igen, men hold da op hvor var det svært at sove. Næste morgen/formiddag da min kæreste var taget på job, gik jeg på toilettet og tissede på en test. Jeg har altid haft en eller to liggende, så jeg kunne trygheds teste når min mens var forsinket. Med lidt hurtig hovedregning regnede jeg ud, at jeg måtte være 3+3, og jeg indstillede mig på at testen måske ikke kunne måle noget endnu. Efter et par minutter, stod jeg med en positiv test. Den var ikke tydelig - men den var der. Jeg var sådan set heller ikke i tvivl, for det hele passede perfekt på en graviditet. Lettere rundt på gulvet, gik jeg ind for at tage en lur. Min kæreste havde først fri kl 18, så der var jo noget tid der skulle slås ihjel. Jeg fik ringet til min veninde, og snakket lidt, og ellers tænkte jeg bare over hvordan jeg ville sige det til kæresten. Han ringede kl 17, for at høre om vi ikke skulle hjem til min mor og hygge den aften. Jeg prøvede virkelig at holde masken, og sagde blot at det ikke var så godt i dag. Hurtigt fattede han mistanke om at der var en særlig grund, og da jeg sagde at jeg først ville sige det når han kom hjem, blev han lidt små sur. Han sagde at NU skulle jeg jo sige det, for ellers ville han rendte og tro der var noget galt.
Samtalen foregik således:
Mig: "Jeg er gravid"
Bum stille i ca 30 sekunder
Ham: "Hvordan er det sket?"
Mig: "Hmm, jaaa... Det er noget med blomsten og bien"
Ham: "Hahahaha... Ja det er jeg godt klar over... Nå.. Men sådan er det jo"
- Og så aftalte vi at snakkes ved når han kom hjem.
Da han gjorde det, gik vi i gang med at lave noget mad. Efter maden snakkede vi så lidt om det hele, og blev enige om at vi jo måtte vente til efter weekenden, og så tage til lægen. Han kunne ikke rigtig forholde sig til det, og havde brug for lægens ord for at det var sandt. Han forstod godt hvad jeg sagde, men det var vist lidt uvirkeligt for ham, når nu det kun var en svag streg. Typisk mænd, men det er jo helt forståelig. Jeg tror også at han havde brug for at tænke alene over det hele, og bare sidde med sin playstation. Det var ikke fordi at vi var i tvivl om valget, men det er jo en stor ting at få kastet i hovedet. Det var det også for mig. Resten af dagene og weekenden, fortsatte som det plejede. Vi havde ingen dybe samtaler, for det vi ville tage efter at have været hos lægen. Vi snakkede da lidt om det, men det var bare sådan overfladisk. Det eneste der ændrede sig, var at vi ikke brugte kondom. Min kæreste sagde grinene til mig, at nu var skaden jo sket, og så måtte det være op til skæbnen om det skulle komme en tvilling. Fortalte ham, at sådan hang det nu ikke heeelt sammen, og så grinede vi ellers lidt af det.
Søndag d. 27 januar om aftenen fik jeg ondt i maven. Jeg gik på toilettet, og ud væltede der en masse blod. Det løb mig koldt ned af ryggen, og jeg var sikker på at det var slut. Jeg gik ind i stuen, og fortalte det, og responsen var "Nå, så du er ikke gravid alligevel?" Der sagde jeg bare, nej det tror jeg ikke, og så gik jeg i seng. Jeg havde ondt!
Mandag morgen meldte jeg mig syg fra jobbet, og lå i sengen hele dagen. Jeg græd, spiste ipren, blødte som et vandfald, og havde det rigtig skidt.
Tirsdag var det ikke blevet bedre, og da min kæreste kom hjem fra job, bad jeg ham ringe til lægen. Jeg var svimmel og dårlig, og havde det virkelig skidt. Jeg var ikke i tvivl om grunden, men var bange for at der var noget helt galt. Vi fik en tid til lægen med det samme, og hun bad mig aflevere en urin prøve. Det gjorde jeg så, og hun gik så ud bagved. 5 min. senere kom hun ind og stak hendes GT helt op i hovedet på mig. Hun sagde "Der er EN streg, så du er ikke gravid", og fik det til at lyde som om at min egen test havde vist forkert. At jeg ikke skulle lytte til mine egen mave fornemmelse, og at jeg bare havde bildt mig det hele ind. Hun sagde at jeg skulle tage pamol og ipren imod mine mens smerter, og så spurgte hun om jeg ville have p-piller så ikke vi blev forskrækkede igen. Jeg var helt ødelagt, og hørte ikke rigtig efter. Jeg sagde vist bare, at det ville vi gå hjem og snakke om, og jeg var rasende indvendigt. Da vi kom hjem blev jeg puttet i seng med piller, og kæresten fik sat et tv op derinde, så jeg kunne ligge i fred. Han forstod det vist ikke rigtig, men kunne jo godt se at jeg havde ondt.
Da han kom i seng om aftenen, var jeg stadig vågen. Jeg brød helt sammen, og var frustreret over læge besøget. Hun kunne i det mindste have anerkendt min egen test, og behandlet det som en abort, fremfor et pyldret pigebarn. Det var sådan jeg følte, og jeg følte ikke at nogle forstod mig. Ingen fra familien vidste noget, så jeg var palle alene i verden.
Onsdag havde jeg brug for at snakke om det. Jeg ringede til min mormor, og vi snakkede i 2 timer. For første gang, blev jeg betragtet som en der havde mistet sit barn - og det var en god følelse. Det var nemlig lige præcis sådan jeg havde det, og det havde jeg brug for at få anerkendt. Jeg ringede bagefter min mor, og fortalte om hele forløbet. Igen mødte jeg forståelse, og hun sagde, at man som kvinde selv ved bedst om man er gravid eller ej. Og hvis jeg ikke var i tvivl - så var det sådan det havde været, uanset hvad lægens test viste. Hun blev en smule forbløffet over at lægen ikke engang tog det lidt seriøst, og tilbød en GU, blodprøve eller noget andet, for at sikre at min krop var okay ovenpå denne oplevelse.
Nu flyder tiden lidt sammen for mig, men i løbet af den næste måned, blev jeg mere og mere frustreret over min manglende bekræftelse af graviditeten. Selvom det ikke ville ændre situationen, så en undersøgelse der kunne se at jeg havde været gravid, været en lettelse at have. Jeg følte ikke at jeg måtte være ked af det, og jeg følte ikke at jeg fik plads til at være trist. Min kæreste forstod mig ikke når jeg var trist. Efter en måned brød jeg helt sammen en aften, og fortalte hvordan jeg havde det. Jeg fortalte om alle mine tanker og følelser, og at jeg ikke følte mig forstået. Min kæreste blev meget ked af det, for det var ikke hans mening at jeg skulle føle mig alene. Som han sagde, så kan han bare ikke sætte sig ind i følelserne jeg havde, og derfor vidste han ikke at jeg stadig tænkte meget på det. Han lyttede og lyttede, holdt om mig, og anerkendte mine følelser. Der indså jeg, at jeg havde brug for at folk omkring os vidste hvad der var sket. Stille og roligt fik vi så fortalt det til de nærmeste, og hele vejen rundt var der stor forståelse. Især fra kvinderne, og de kunne godt forstå hvorfor jeg havde det så skidt. De synes det var helt naturligt at være så ked af det, for det var jo noget af en rutschetur kroppen er igennem.
Allerede der følte jeg mig meget mere ovenpå. I det øjeblik at det blev okay for mig, at være ked af det og savne blod klumpen, der blev det meget lettere.
Nogle mener måske at det er en overreaktion. Men det er jeg faktisk ligeglad med. Det var sådan jeg følte det - og det er altså ikke forkert. Alle reagere forskelligt, og min måde er ligeså rigtig som andres.
