De blev som dagene gik mere tydelige, men pludselig vendte det. Under hele forløb havde jeg en dårlig smag i munden og jeg havde en følelse af at det ikke ville gå. Havde også en følelse af at det var en dreng - men dette finder jeg aldrig ud af om passede. Sagde også til min mand at vi ikke skulle glæde os endnu, da jeg ikke troede det ville ende med et levende barn. Termin var i juli, men hvornår ved jeg ikke, da jeg ikke så nogen grund til at tjekke det helt, idet jeg ikke regnede med at nå dertil.
Det er mærkeligt at man kan have det sådan. Nogen gange tænker jeg på om det var min underbevidstheden der vidste at barnet var meget sygt - eller om det er mine tanker der har gjort at jeg mistede. Vælger dog at tro på, at det bare var skide uheldigt sort uheld..
9 november begyndte jeg at bløde. Havde mange smerter og der var klumper i.
10 november ringede jeg til lægen, mhp en scanning som kunne bekræfter aborten. Den fik jeg (selvfølgelig), både for at bekræfte aborten men også for at se om den sad rigtigt og ikke i feks udenfor livmoderen. Fik en tid samme dag, endda hos den samme gynækolog som scannede mig i sidste graviditet. Han kunne se at det meste var kommet ud og af de rester der var tilbage, lå lige ved udgangen. Fik også taget en blodprøve for at måle HCG og tallet var på 5. Min krop havde derfor været hurtig om at skille sig af med det, hvilket er rart når nu det ikke skulle være.
Ca en uge senere, stoppede blødningen og jeg fik taget en ny blodprøve, som nu var på under 1.
Med den her graviditet havde jeg kvalme døgnet rundt og bækkenløsningssmerterne var allerede kommet i uge 3 - før jeg vidste at jeg var gravid. Kastede op et par gange om dagen og havde kun lyst til at spise franskbrød med fiskepålæg.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar